Om Temavirke
Temavirke er drevet af Charlotte Lux samt Betina Sandberg Christensen som begge har solid erhvervsmæssig erfaring i arbejdet med udsatte børn og unge både på myndighedsområdet samt fra privat regi.
Charlotte er uddannet pædagog med profil i socialt udsatte og socialt arbejde og er desuden NLP practitioner. Charlotte har erfaring som myndighedssagsbehandler i Socialforvaltningens børn og unge afdeling i Københavns Kommune, hvor der modtages underretninger og udarbejdes børnefaglige undersøgelser. Charlotte har også praktisk erfaring med det socialpædagogiske arbejde i skoleregi. Betina er uddannet cand.soc og er efteruddannet i bl.a. socialret og TEACCH (Treatment and Education of Autistic and Related Communications Handicapped Children). Betina har erfaring som afdelingsleder på et botilbud for børn og unge med autisme og ADHD, som mentor for socialt udsatte voksne og som projektkoordinator på en produktionsskole for socialt udsatte unge. Betina har desuden erfaring som myndigheds sagsbehandler på ungeområdet og herefter som socialfaglig koordinator i en undersøgelsesgruppe samt sikkerhedsplansgruppe i Socialforvaltningens børn og unge afdeling i Københavns Kommune. I disse afdelinger modtages der underretninger og udarbejdes børnefaglige undersøgelser. Derudover ydes der i Sikkerhedsplansgruppen hjælp og støtte til anbringelsestruede børn og unge fra socialt udsatte familier.
Ideen bag Temavirke stammer ud fra et fælles ønske om at tilbyde kvalificereret, ligeværdig og meningsfuld støtte til unge med sociale udfordringer samt deres forældre. Dette med udgangspunkt i vores erfaring med, at det forebyggende arbejde er særdeles vigtig i forhold til at hjælpe og støtte unge så tidligt som muligt. Vi ønsker også at være en medskabende aktør i, at flest mulige unge får den, kvalificerede og forebyggende hjælp og støtte, som de hver især individuelt vurderes at have brug for.
Vi yder individuel støtte til unge ud fra vores erfaring med, at de unge uanset baggrund eller opvækst, besidder relevante kompetencer. Kompetencer der i relationen med en ”betydningsfuld anden” kan vokse og dermed bidrage til positiv selvforståelse og udvikling der bygger på selvtillid, selvværd og selvagtelse hos den unge. Det er vores erfaring, at det at blive taget alvorligt og mødt som værende ligeværdig i et fælles interessefelt, kan skabe grobund for udviklende dialog og drivkraft. Dette henimod et liv som et kompetent og selvstændigt individ, der bevæger frem i livet med redskaber og vigtig læring om sig selv i rygsækken.
Vi yder også støtte til forældre som har fået anbragt deres børn og unge efter servicelovens § 54. Dette gør ud fra vores erfaring med, at forældre altid vil være vigtige i barnets/den unges liv, og at det typisk er vigtigt, at de får opbakning omkring, at de er forældre, også selvom barnet/den unge er anbragt uden for hjemmet.

Charlotte Lux
Indehaver og faglig leder

Betina Sandberg Christensen
Indehaver og afdelingsleder
Foto by Camilla Lundbye